Menu

450 unge til forårsstævne i MG & BK

23. april 2018 kl. 09:26

450 unge fodboldspillere, fordelt på 35 hold, fra Fyn og Jylland, havde alle en fantastisk dag lørdag, da de deltog i Para Sports forårsstævne.

MG & BK havde 3 hold med til stævnet. Klubbens A hold går videre og skal deltage i mesterskaberne til maj på Sjælland – hvor det gælder guld!

Foto 1: Der blev ikke delt pokaler ud ved stævnet i Middelfart, men Para Sport havde taget lidt ’blikfang’ med, som alle kunne blive fotograferet med – Her er det Christoffer, der stolt viser pokalen fre. 

Det var første gang, at MG & BK United (handicapafdelingen) var medarrangør af et Para Sport stævne, men alt klappede, ja selv solen ’spillede’ med. 11 dommere sørgerede for, at alle kampe blev afviklet i bedste Fair Play stil. Blot 2 ud af de 450 spillere måtte have en alvorssnak med dommeren - nogen vil bare IKKE tabe eller også var det solstik? Alle de øvrige kampe bød på flot og engageret fodbold, hvor der blev sat fokus på ’den gode assist’ og fodbold som det holdspil, det er.

Foto 2: MG & BKs hold D vandt deres første kamp 5-1 og så skulle der synges kampsang.

Efter hver kamp skulle dommeren spotte den spiller, der havde gjort sig positivt bemærket som en god holdspiller – og så ventede der en lille præmie. Der kunne vælges mellem T-shirts, doneret af bysbarnet, Landsholds- og Tottenhamspilleren Christian Eriksen, gavekort doneret af Burger King Middelfart eller kolde sodavand, doneret af MG & BK United/Para Sport.

Foto 3: Lige overfor madteltet stod Cecilie, frivillig, og delte præmier ud til de heldige spillere, der var blevet ’spottet’ af dommeren – en af dem var Michel for en rigtig god assist’ og dygtig holdspiller.

TV 2 Fyn – og OB kiggede forbi 

TV 2 Fyn bragte et lille indslag i lørdagens nyheder kl. 19.30 fra stævnet (kan ses på nettet). Mens fotografen stod og filmede en kamp, blev han ramt af et skud, men på fornemmeste vis – og til stor respekt fra spillerne fik han afværget med et flot vristspark. Ingen mål, men optagelserne kom i hus. Flere af spillerne måtte efterfølgende vide, om han spillede fodbold. Det havde han gjort.

Foto 4: For at sikre tryg færden var Færøvej spærret lørdag i tidsrummet kl. 9.30 – 16.30 lige foran klubhuset. Under oprydningen kom OB’s spillerbus forbi. Det var gensynsglæde for MG & BKs OB fans.

Uden mad og drikke… 

Også udenfor banen var der god ro og orden, således roste Kim Schlüssel, bestyrer af MG & BK`s cafeteria, spillerne for at udvise uovertruffen køkultur ved skranken, flinke til at rydde op efter sig og til at tage hensyn til andre. Ud over cafeen var der også opstillet et telt ude ved banerne, hvor der blev grillet og ristet pølser og solgt sodavand hele dagen. Her sørgerede et par unge fyre, Rasmus og Mikkel, løbende for at depoterne blev fyldt op. De modtog også en Christian Eriksen T-shirt for deres fine indsats.

Foto: Kim Schlüssel, Brian Andreasen (frivillig) og Christoffer fra MG & BK United hygger efter endt stævne.

Tak til samarbejdspartnere og deltagere

Stor tak til Enghaven i Odense, Para Sport Danmark, Middelfart Kommune, Lillebæltshallen, MFFI, klubben og klubhusbestyrer, gode sponsorer, frivillige hjælpere og de deltagende klubber samt tilskuere. MG & BK United gentager gerne succesen.

Pia Becker

Træner i MG & BK United og medarrangør af lørdagens stævne.

Luk