U12 piger spiller sig til flot 2. plads
MG & BK U12 piger var 2. Pinsedag inviteret til Hovedstaden for at deltage i FA 2000 Pinse Cup på Frederiksberg. Her skulle der spilles mod en masse spændende, dygtige og nye modstandere fra Københavnsområdet.
I strålende formiddagssol, og på et fremragende anlæg, blev vores pulje skudt i gang med et knebent 0-1 nederlag til Brøndby IF - en kamp vi ellers dominerede med til tider ultraflot fodbold, og hvor vi havde fortjent meget mere. Til gengæld havde pigerne fra Middelfart nu spillet sig varme, og frustrationen over det manglende udbytte i første kamp materialiserede sig konstruktivt i de næste to kampe, som gav flotte 2-0 sejre over både Hareskov IF og FA 2000.
Efter en overdådig stævnefrokost stod der som 2'er i puljen nu A-semifinale mod FC Nordsjælland på programmet.
I en tæt kamp kom Nordsjælland foran 1-0 på et brag af et langskud, der strøg ind lige under overliggeren, men så overtog pigerne fra Nordvestfyn spillet, og vi fik spillet de gul og rødstribede godt i bund. I starten af anden halvleg bankede vi et langskud helt op i den fjernest krog til udligningen 1-1, og herefter stod der Middelfart på kampen med masser af gennemspillede angreb og store chancer. Et tungt pres i slutfasen blev ganske fortjent kronet med sejrsmålet til de blå, og finalen stod nu mod enten Boldklubben Hellas eller Brøndby IF, som var røget i straffesparks konkurrence på banen ved siden af os.
Boldklubben Hellas blev modstanderen, og i finalen var alle vist ved at løbe lidt tør for kræfter, så det blev en meget lige og til tider lidt uskøn affære, som mest foregik på midten af banen. Med fem minutter igen begyndte vi så småt at forberede os på en straffesparks konkurrence, men et flot langskud på en ripost fra et hjørnespark sendte guldet mod Valby, selvom vi smed alt frem i slutfasen og også kom til chancer.
Status blev en flot 2. plads, og efter at have sundet os en smule, kom der igen smil på pigerne, og både piger og trænere kunne være meget stolte af en flot indsats efter en fremragende dag på Frederiksberg.
Trænerteamet