Menu

Middelfartdrenge skifter til OB

image
31. oktober 2023 kl. 11:06

U13 spillerne Qussi Alsalhani og Nicolaj Kaad Gade, er blevet tilbudt et klubskifte til OB fra januar 2024, og de bliver dermed en del af OB’s akademi.

Qussi og Nicolaj har gennem de sidste 3,5 år været tilknyttet OB gennem vores gode samarbejde, og nu bliver deres talent og dedikation honoreret med et tilbud om et fuldt skifte til OB.
Drengene har været en del af Øens-hold samarbejdet mellem OB og klubberne på Fyn. De har i årgangene fra U10-U12 deltaget i ATK+ træning hver fredag sammen med ca. 30 andre drenge fra deres årgang fra Fyn.
Som U12 drenge har de hver mandag trænet sammen med ca. 20 udvalgte drenge på et sammensat Øens Hold, hvor der spilles træningskampe mod andre klubber fra Jylland og Sjælland og ligeledes været på en enkelt udlandstur.

Det sidste halve år har de været i et forløb med OB’s U13 hold, hvor drengene har trænet to gange i OB hver uge, samt spillet udvalgte træningskampe. Så gennem de sidste 3,5 år har drengene og deres forældre gradvis fået en større fornemmelse af hvad det betyder at være i og omkring OB’s akademi, og hvad det kræver af prioriteringer. Et skifte som dette sker, ikke blot ved at OB ringer, og så flytter drengene klub, men det foregår over en længere periode hvor både OB og vores MG & BK-drenge får lov til at mærke efter, om det er det rigtige. Det er en stor styrke i vores gode samarbejde via OB, Øens Hold på tværs af Fyn.

“Vi bliver altid stolte, når vi kan sende spillere videre til en højere hylde, og særligt når forarbejdet har været så grundigt, som det er tilfældet her.” udtrykker Børneudviklingstræner U11 - U13 Lasse Borst, og fortsætter “Denne gang har vi endda to spillere fra samme årgang, og det er ikke hvert år det sker.” “Det er selvfølgelig både med vemod og glæde, at vi sender Qussi og Nicolaj af sted, da de i den grad har MG&BK-DNA i blodet. Drengene startede i MG&BK som U6.” Heldigvis er Qussi og Nicolaj del af en god årgang af flere talentfulde spillere på U13 årgangen, så deres skifte giver plads til, at nye kan komme til” udtaler Lasse.“

Når vi lykkedes med at udvikle spillere til næste niveau, er det også et tegn på, at den sportslige strategi bærer frugt, hvilket Talentchef Steffen Bendixen uddyber. “Vi sætter en ære i at forene tankerne om talentudvikling med foreningslivet, hvilket kræver et vist mod, da DBU’s ungdomslicens har øget antallet af klubber, som fører sig frem som et “elitetilbud”. Derfor er det ekstra dejligt at kunne vise, at vi, på trods af knap så store armbevægelser, kan udvikle på spillere til årgangens højeste nationale niveau, hvilket også er en del af vores sportslige strategi” fortæller Steffen.

Vi ønsker Qussi og Nicolaj et stort tillykke og alt muligt held og lykke på deres videre færd i OB.

Luk